Det er svært at komme udenom, at eliteidrættens- og specielt fodboldens vilkår har forandret sig de seneste årtier. Fodbold er blevet både: ”big business, high politics & advanced science” En eksponentiel udvikling i konkurrencen og dermed i tempo, teknik og taktik er bare nogle af årsagerne til, at det bliver stadigt sværere at nå til tops indenfor sporten. For udøvere og trænere har det betydet en øget interesse og nødvendighed i at inddrage flere midler og nye metoder i træningen. Ikke kun kvantitativt (tidsmæssigt), men også kvalitativt (vidensmæssigt), hvor eliteidrætten understøttes af andre områder som forskning, test, ernæringseksperter, idrætspsykologi, idrætsfysiologi og endda doping. Indenfor de seneste år er turen nu kommet til talentrekruttering og talentudvikling, som er blevet opprioriteret voldsomt. Det er bl.a. blevet et af Team Danmarks nye satsningsområder, og indenfor fodbold har nye transferregler og andre forhold betydet, at det nu i højere grad kan betale sig for selv de største og mest pengestærke klubber at satse på talentarbejdet. Opblomstringen af tiltag som fodboldcolleges, ses nu også i danske klubber, der sågar har fodboldskoler i ”tredjeverdens” lande og diverse talentsamarbejder (eks. FCK, FCM og senest Vejle). Tanken er umiddelbart, at talenterne skal spottes før andre og dernæst opdrages og trænes til at kunne indgå i førsteholdstruppen og levere præstationer kontinuerligt – måske med videresalg for øje. Bag denne ”skoling” ligger dog også rationalet om, at skal man slå til, er det nødvendigt, at udvikle de rette fysiske, tekniske og taktiske færdigheder fra en tidlig alder. Men hvordan udvikles talenternes mentale sider og hvordan skabes de rette forudsætninger for udøveren?

Nye perspektiver og tanker om sportspsykologi og talentudvikling kan findes i bogen Inspiration til talentudvikling - Et psykologisk perspektiv, som udkommer d. 1.4.2008.