En ung talentfuld fodboldspiller, på kanten af superligaholdet, løber han ind i en voldsom skade. Nedenstående samtaler sætter fokus på hvordan spilleren Thomas (fiktivt navn) ved hjælp af målsætninger og samtaler kan gå fra negative tanker og frustrationer til positive tanker og fokus på udvikling i løbet af et skadesforløb.

 De svære samtaler om skader

Thomas fortæller, hvordan han i løbet af de uger, hvor han har været skadet, har mistet lidt forbindelsen til holdet, hvilket påvirker ham meget. Thomas har desuden lige været inde i en god periode med flere kampe på førsteholdet, og vi snakker derfor om den nedtrykthed, der ofte følger med, og hvordan man kan håndtere den, så skadesperioden bliver så god som muligt. Selv om vi får vendt snakken til nogle positive tanker, er det tydeligt, at skaden påvirker Thomas meget. Han fortæller bl.a., hvordan han også sidste år var ude for noget lignende: ”Det gik også godt sidste forår, indtil jeg fik den samme skade i den anden side… det håber jeg ikke sker igen.” Han har fået en lyske skade, og udsigterne til at vende tilbage er muligvis en operation og mindst et par måneders pause. Vi tager en lang snak om det at være skadet. Hvad der er vigtigt for ham i en sådan periode, for at holde humøret oppe og måske komme tilbage hurtigere end ventet. Vi tager udgangspunkt i figur 1 og sætter målsætninger for skadesforløbet og hvad han kan gøre for hurtigere at komme tilbage på banen, samt laver en handlingsplan for hvad han kan udvikle når han nu ikke kan spille. Samme princip er gældende uden for banen, som for de andre målsætninger når han er på banen, og vi kommer bl.a. ind på sociale og mentale mål og selvfølgelig de vigtige, fysiske mål under skadesforløbet.

Målsætningsprincipper

  
1. Sæt specifikke mål.
2. Sæt moderat svære men realistiske mål.
3. Sæt korte og lange mål.
4. Sæt præstations og procesmål, såvel som resultatmål.
5. Sæt trænings- og konkurrencemål.
6. Dokumenter målene.
7. Skab målstrategier.
8. Vurder udøverens personlighed og motivation.
9. Sørg for mål-ejerskab.
10. Sørg for mål-support.
11. Sørg for evaluering og feedback omkring målene.
12. Brug ovenstående principper indenfor forskellige målområder  

 

Målområder

mål

Målsætningsprincipper og områder. Når man arbejder med målsætninger bruger man målprincipperne indenfor målområderne. Et eksempel kunne være at sætte mål for et skadesforløb der er korte, procesorienterede træningsmål indenfor det fysiske område. Det kunne være at fokusere på at styrke overkroppen.

Efter noget tid hvor han har fået arbejdet med målsætninger virker han i bedre humør. Jeg spørger ind til ting omkring skaden og retter fokus mod fremtiden og fremgangen med denne. Da jeg spørger ham i forbindelse med hans arbejde med andre målområder, om han har været motiveret, svarer han: ”Ja, man kan jo næsten ikke være andet, man vil jo så hurtigt i gang som muligt.” Til den næste samtale har han fået til opgave at lave et udkast til hvad han yderligere kan arbejde med under skadesforløbet. Da jeg efterfølgende spørger ham, hvordan det har været at tage fat om skaden på denne måde svarer han: ”Det er da dejligt at snakke om tingene, men det var også dejligt, at få det ned på papir.” Det virker, som om at det er en væsentlig ting at holde sig for øje, når spillere er skadet, at de stadig har kontakt til andre. Desuden at skader også skal ses som et udviklingsforløb og endvidere ikke blot som et normaliseringsforløb, men et forløb, hvor man kan bygge videre på andre interesser, som spilleren måske ikke normalt kan bruge samme tid på. At det har været en succes at tage skadesperioden som en målsætnings- og udviklingsperiode bliver dog også klart, da han tidligere end ventet bliver skaden kvit. Jeg spørger om det har været et positivt skadesforløb? Thomas svarer: ”Ja, jeg synes egentligt, det er gået rimeligt stærkt… det har kun taget 1½ måned… og egentligt har jeg været i meget godt humør her under skaden.” Jeg spørger videre ind til dette og hvad han tror, det skyldes. Thomas svarer: ”Nok det at jeg har mærket fremgang på andre områder.”

 

At fokusere på opgaver giver bedre skadesforløb

Det er væsentligt at holde sig for øje i skadesforløb at denne periode ikke blot har en fysisk konsekvens for spilleren, det griber også ind i spillerens identitet og som Thomas nævner, mærker han også en mental (humøret) og social konsekvens (er ikke sammen med de andre spillere) af at være skadet, hvorfor det er væsentligt for trænere og ledere at integrere og aktivere spilleren på andre måder. At fokusere på nye mål indenfor andre områder (fysisk, mentalt og socialt) og opgaver (handlingsplaner for forløbet) giver spillerne en udvej til et mere fremadrettet fokus for skadesforløbet og en mulighed for at holde humøret oppe. Det vi har set er mere motiverede og positive spillere, der ikke bruger alle deres kræfter på at være frustrerede over ikke at kunne spille.

Mange hilsner

Carsten og Christian

Vindermentalitet.dk